Skuespillerinde. Født 16/5 1889, død 26/10 1967 - 78 år gammel. Omfattende scenekarriere, fortrinsvist ved Folketeatret og Det kgl. Teater. Hun er en af dansk films bedste og vittigste birolleskuespillere. Hendes replik falder som hug og kan - i forening med hendes massive fremtoning og selvsikre mine - virke aldeles knusende. Kvintessensen af Maria Garland får man i tv-udgaven af Gustav Wieds "Skærmydsler" fra 1961, når hendes Tante Et overfor Clara Pontoppidans Tante To fastslår: "Månen har den farve, måner skal have". Hun spiller især imposante matroner, fornemme borgerfruer, skrappe svigermødre og håndfaste madammer. I en karriere på ca. 55 film (inklusive stumfilm) har hun haft tre hovedroller: i Alice O'Fredericks' "Min datter Nelly" (1955) efter Leck Fischers skuespil, "Den rige enke" (1962) og "Gys og gæve tanter" (1966). Kun den første er bemærkelsesværdig - her gentager hun en legendarisk Folketeater-præstation fra 1945. Hun er den opofrende plejemor for en 18-årig steddatter, og konflikten opstår, da pigen opsøges af sin biologiske mor, der gør krav på hende. En præstation i det store, men aldrig sentimentale format, gennemlyst af den robuste menneskevarme, der også kunne smykke Maria Garland på film, selv om hun fik større mulighed for at udfolde den på teatret. Hun er aktiv i dansk stumfilm siden 1921, men medvirker især i mange sjove, træfsikre roller under Besættelsen og lige efter. Ganske tit danner hun par med Ib Schønberg og har ham solidt under tøflen. I "I dag begynder livet" (1939), hvor de er gift, går hun særlig hårdt til ham. Han spiller politibetjent og når dårligt at ytre sig, før svaret kommer: "Jeg forstår godt, politiet har tavshedspligt". 12 år senere er hun søster til Schønberg i "Hold fingerene fra mor" (1951), og her er dominansen om muligt endnu mere total. Men hun kunne også spille amerikansk inspireret screw ball-komedie med Schønberg, som i "Frøken Vildkat" (1942), hvor hendes forvirrede oberstinde snakker som en vandfald og ikke er så slem, som hun lader. Hvad hun heller ikke er i "Far skal giftes" (1941), hvor hun med nedrige rænker forsøger at kapre Helge Kjærulff-Schmidts ungkarl, men til sidst bryder sammen og viser sin menneskelighed. Hun er Bodil Kjers sladrevorne, indskrænkede mor i modstandsfilmen "Den usynlige hær" (1945) og udleverer endnu mere krast og en anelse karikeret gårdmandskonen i "Ditte Menneskebarn" (1946), en af hendes få noget udvendige præstationer. Men i "Mani" (1947) brydes den hårde skal. Her er hun en slags plejemor for Ib Schønbergs psykopat, som hun viser kærlighedsfuld omsorg, og hun bliver filmens mest troværdige menneske. Men sin stjernestund som birolleskuespiller fik hun i Johan Jacobsens "Soldaten og Jenny" (1947) efter Soyas "Brudstykker af et mønster", hvor hun som Bodil Kjers mor tegner et ætsende, sort humoristisk portræt af åndeligt og materielt forarmet småborgerlighed. Hendes bedste senere rolle er den bøse brumbasse af en enkebaronesse i Annelise Reenbergs "Baronessen fra benzintanken" (1960), endnu en studie i den hårde forskansnings gradvise nedbrydning.