Bent Christensen var præstesøn fra Gunderup ved Aalborg. Han var journalistelev inden han blev uddannet på Privatteatrenes elevskole 1949-1952 og debuterede i 1952 som kineserdrengen Andy på Erling Schroeders kvadratscene. Han fik sit kunstneriske gennembrud i 1953 som jødesoldaten Coney i stykket "Ikke som de andre" på Allé-Scenen. I 1953 gennemgik han fjernsynets produktionsskole og blev derefter producer og instruktør på TV-teaterstykker og TV-underholdningsudsendelser. Samtidig var han skuespiller på Frederiksberg Teater, hvor han også fik sin teaterinstruktørdebut med stykket "Pippi Langstrømpe". I 1955 blev han engageret til ABC Teatret og var derefter på show-turne i Finland og Sverige. Fra 1956 var han ved Det Ny Teater. Op gennem 50erne havde han roller i adskillige film, bl.a. "Ingen tid til kærtegn" og "Bundfald", men valgte så fra 1957 hovedsageligt at fortsætte karrieren på den anden side af kameraet. I 1958 debuterede han som filminstruktør med filmen "Pigen og vandpytten", hvor hans daværende hustru Lily Broberg havde hovedrollen. Med Lily Broberg fik han sønnen Jeppe. Han medvirkede i forestillingen Cranks, hvor han spillede sammen med bl.a. Erik Mørk. Den 24. februar 1962 giftede han sig i Åstrup Kirke på Sydfyn med den unge tv-scriptgirl og producerassistent i DR, Lene Møller. Hun skulle senere blive medlem af folketinget. Med Lene fik han børnene Bent og Maria. Ægteskabet blev opløst i 1969. I 1962 etablerede Bent Christensen sig som filmproducent. Han var endvidere fra 1964 til 1968 medejer og chef for ASA-filmstudier og en periode fra 1966 direktør for Kinopalæet. Han nåede at instruere 14 spillefilm, hvoraf "Harry og kammertjeneren", som han også producerede, må anses for at være den kendeste. Filmen vandt en Bodil og blev nomineret til en Oscar. Bent Christensen fortsatte gennem 60erne med film som "Weekend", "Dilemma", "Støvsugerbanden" og "Naboerne" og han cementerede sin internationale berømmelse med at fungere som gæsteforlæser og lærer på førende filmskoler i USA og Europa. I 60erne samarbejdede han med Leif Panduro om TV-serier som "Ka De li' Østers", "Smuglerne" og "En by i provinsen". I årene 1970-72 var han leder af Den Danske Filmskole. Efter længere fravær fra filmmediet søgte han et comeback med "Spøgelsestoget" og i 1983 TV-serien "Rejseholdet", som begge blev fiaskoer. Derfor valgte han at trække sig tilbage som aktiv instruktør. I 80erne arbejdede han især som kommunikationsrådgiver for socialdemokratiske politikere og for erhvervslivet og producerede desuden informations- og undervisningsfilm. Nogle år inden sin død flyttede han fra sin lejlighed i København til en idyllisk bondegård i Stokkemarke på Lolland, hvorfra han styrede sin multi-medievirksomhed. Et af hans sidste projekter for TV var om Pantomimeteatrets historie. Gennem mange år var han også rådgiver for Hjerteforeningen. Han medvirkede i perioden 1953 - 1990 i omkring 20 spillefilm, hvor han oftest spillede usympatiske roller.